Mange afgørelser i sager på socialområdet bliver omgjort, fordi sagsbehandlingen er mangelfuld, eller afgørelsen forkert. Et uberettiget afslag på støtte rammer især socialt udsatte borgere, som har behov for en velfærdsydelse for at kunne klare sig. Men hvis de klager og får medhold, bliver de sjældent kompenseret for deres velfærdstab. Kommunen har imidlertid haft en besparelse på støtten.
Af Ida-Marie Nees og Therese Ella Lønholdt Sode
I flere måneder var Christian Storch indlagt på psykiatrisk afdeling. Hverdagen på hans bosted var nemlig præget af en manglende struktur, som medførte et højt stressniveau og tankemylder, og fik en alvorlig indvirkning på hans liv. Christian Storch søgte derfor om ekstra socialpædagogisk støtte gennem kommunen, som især skulle skabe tryghed om aftenen, inden han skulle sove. Samme dag, som Christian skulle udskrives efter tre måneder i psykiatrien, kom kommunens afgørelse. Christian fik afslag på støtten.
Christian klagede over afslaget. Og mens sagen stod på, blev Christians situation kun værre. I sagsforløbet gav både læger og psykologer udtryk for vigtigheden i, at Christian blev tildelt yderligere støtte, og de beskrev situationen som uholdbar. Christian blev senere bevilget et nyt bosted, som kunne imødekomme hans behov for yderligere socialpædagogisk støtte. Der endte dog med at gå mere end syv måneder fra Christians ansøgning, før støtten blev iværksat. Christians sag er langtfra den eneste, hvor en borger får afslag på en velfærdsydelse, som de senere får afgjort, de havde krav på.
Den høje omgørelsesprocent og det store mørketal
Mere end en tredjedel af klagesagerne inden for socialområdet bliver omgjort hos Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen henvender sig til kommunen og enten ændrer eller ophæver deres afgørelse eller beder dem behandle sagen igen. Enten fordi Ankestyrelsen vurderer, at sagsbehandlingen er mangelfuld, eller fordi de mener, at der er truffet en forkert afgørelse i sagen. Den store andel af sager, der er fejlbehandlet, vidner om et system, hvor borgerens rettigheder ikke er tilstrækkeligt beskyttet i første omgang. I stedet må sagen gå forbi flere myndigheder, genbehandles og vurderes på ny, før retssikkerheden opretholdes.
Især går det ud over socialt udsatte borgeres retssikkerhed, at mange sager ikke bliver behandlet korrekt i første omgang.
“Hvis man ikke gør, hvad man kan for at skabe rigtige afgørelser i første instans og dermed en god retssikkerhed, så vil det kun være de mest ressourcestærke, der opnår deres ret, fordi de andre ikke har ressourcer til at gøre deres ret gældende,” siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.
Socialt udsatte borgere har i mindre grad mulighed for at gå igennem en klageproces. Et stort antal af sager på socialområdet ville blive omgjort, hvis borgeren havde valgt at klage. Det viser undersøgelser fra Ankestyrelsen blandt sager, der ikke er påklaget. Der må altså findes et stort mørketal af forkerte afgørelser i sager, som omhandler velfærdsydelser til socialt udsatte borgere.
Et kritisabelt system
Systemet er indrettet på en sådan måde, at omfanget af mangelfulde eller forkerte afgørelser ingen konsekvenser har for kommunen. Tværtimod kan kommunen spare penge ved at give afslag på velfærdsydelser, selv hvis en borger har krav på ydelsen. Og ifølge Birgitte Arent Eiriksson er det et stort problem.
“Når man prøver at lave så grænsesøgende afgørelser af besparelses hensyn, som så åbenlyst kan betale sig, som ordningen er i dag, så risikerer vi også, at især de ressourcesvage borgere kommer i klemme.”
Hvis borgeren i en klagesag senere får omgjort afgørelsen fra et afslag til en bevilling, bliver de ofte ikke kompenseret for den ydelse, de mistede, under sagsbehandlingen. Mange velfærdsydelser, som ikke er et pengebeløb, er nemlig vanskelige at opgøre i kroner og øre. Derfor får borgerne ikke betalt ydelsen med tilbagevirkende kraft. Når en bevilling trækker ud, har kommunen altså sparet penge, og kommunen har derfor principielt økonomisk incitament for at træffe en retsstridig afgørelse.
John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, mener, at systemet er kritisabelt.
“De sparer nogle penge ved ikke at udbetale en ydelse, som borgeren har et retskrav på. Ikke fordi jeg tænker, at kommunerne tænker på den måde, men systemet virker jo absurd. I hvert fald set med borgernes øjne.”
Janet Samuel, kontorchef i Kommunernes Landsforening, anerkender, at det aldrig er godt nok, når sager bliver omgjort, men henviser til at en stor andel er hjemvisninger og ikke ophævelser af afgørelser.
En gruppe tabt fra starten
Mange socialt udsatte borgere kommer ikke så langt i processen, hvor de får indgivet en klage. Og nogle er slet ikke klar over klagemuligheden. I en rapport udarbejdet af Rådet for Sociale Udsatte svarede lige knap halvdelen, at de ikke var oplyst om, at det var muligt at klage over en afgørelse.
”Borgerne kan tit have rigtig svært ved at hævde deres egen rettigheder. Når vi ser antallet af sager, der er blevet klaget over til Ankestyrelsen, så ligger der jo mange flere sager bagved, hvor borgerne ikke nødvendigvis har fået klaget, selvom de har været utilfredse med en afgørelse,” siger Laura Kofod, politisk konsulent hos Rådet for Socialt Udsatte.
Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia, påpeger også, at det er vigtigt at systemet griber borgeren allerede inden klageforløbet.
“Ved at man har lavet en ordning, hvor klageinstansen skal skabe retssikkerhed, så taber vi også en gruppe på gulvet, der ikke er ressourcestærke nok til at varetage deres egne rettigheder og deres egen retssikkerhed.”
Et klodset klagesystem
Rådet for Socialt Udsatte har gennem flere analyser og rapporter udpeget en række udfordringer, som forringer socialt udsattes brug af klagesystemet. Udfordringerne tegner et billede af et langt og uigennemskueligt sagsbehandlingsforløb, som især udspringer af uklar kommunikation fra kommunen og et manglende indblik i egen sag. Derudover oplever mange borgere utilstrækkelighed i vejledning fra kommunen, når de vil klage.
I nogle kommuner findes der en borgerrådgiverfunktion, som skal styrke kommunikationen mellem borgeren og kommunen og varetage borgernes retssikkerhed, blandt andet ved at vejlede i klageprocessen. En rapport fra Justitia understreger, at manglende uafhængighed af kommunens andre udvalg kan forringe borgerrådgivningen. Ifølge John Klausen er borgerrådgiverne oftest uafhængige, men i nogle kommuner er uafhængigheden tvivlsom.
I dag har 78 kommuner en borgerrådgiverfunktion. Det svarer til omkring tre ud af fire kommuner. John Klausen mener, at det stiller borgerne ulige, at funktionen findes i nogle kommuner, mens den ikke findes i andre. Det skaber en form for postnummerlotteri.
En voksende forkerthedsfølelse
Da Christian Storch fik sit afslag, var han i tvivl, om han havde overskuddet til at gennemgå en klageproces, men han havde ikke forventet, hvor hård en kamp det skulle blive. Den lange klagebehandling forringede Christians situation.
“Jeg har så mange mennesker og fagpersoner omkring mig, der mente, at jeg havde behov for ekstra støtte, og alligevel valgte kommunen at ignorere det i mange måneder. Det giver lidt en forkerthedsfølelse og samtidig en følelse af, at sagen bare handler om penge for kommunen.”
Ifølge Monica Lylloff, medstifter af folkebevægelsen #enmillionstemmer, kan den lange klageproces og manglende støtte bidrage til manglende retssikkerhed hos socialt udsatte borgere.
”Det kræver umenneskelige og uretfærdige kræfter, når man skal gå igennem en så hardcore proces, fordi så længe processen er i gang, har du som udgangspunkt ikke hjælpen.”
En gennemsigtig klageproces
For at gøre klageprocessen mere gennemskuelig for borgerne, har Rådet for Socialt Udsatte fremsat en række anbefalinger, som skal mindske uligheden i tilgængeligheden af klagesystemet. Anbefalingerne går især på, at sagsbehandlingen skal være mere gennemsigtig, og kommunikation fra kommunen skal gøres letforståelig.
Christian Storch følte, at han stod alene med at bevise overfor kommunen, at han havde behov for ekstra støtte. Han tror, at kortere sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen ville have gjort sagen lettere, og han mener, at kommunen bør tilbyde mere hjælp og vejledning til at klage.
“Hvis man ikke er i stand til at skrive en klage, så tror jeg, at der er mange, som bare ender med at give op og bare acceptere kommunens muligvis forkerte afgørelse.”
Et økonomisk plaster på såret
Advokatsamfundet og Justitia har sammen foreslået en godtgørelsesordning, som skal kompensere borgere, der har lidt et velfærdstab som følge af et uberettiget afslag eller ophør af en ydelse. Formålet med godtgørelsesordningen er ‘at stoppe kommunernes grænsesøgende afgørelsespolitik.’
Godtgørelsen skal ifølge forslaget være et fast beløb mellem 10.000 og 50.000 kroner, som kommunen kan blive pålagt at skulle udbetale til borgeren. Ifølge Birgitte Arent Eiriksson ville det blive umuligt at udmåle det præcise velfærdstab i hver enkelt sag. Det er forsker i socialret John Klausen enig i.
“Hvis man skal lave en egentlig godtgørelse, der kan dække over det velfærdstab, som borgeren lider, så vil det meget hurtigt blive en ganske kompleks sagsbehandling, der skal laves som supplement til den klagesag, det har handlet om.”
Af samme grund lægger forslaget op til, at det er Ankestyrelsen, som allerede indgår i klagefunktionen, der skal føre kontrol og pålægge kommunen godtgørelsen.
“Jeg tror, det vil betyde, at man gør sig mere umage med de sager, som er omfattet af godtgørelsesordningen. Og som jo netop skal være de sager, som har størst betydning for borgerne i dagligdagen,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
John Klausen mener, at en godtgørelsesordning vil få kommunerne til at prioritere flere ressourcer til at træffe en korrekt afgørelse i første instans, og at antallet af sager, der blev omgjort, ville falde.
“Der er ingen tvivl om, at hvis det får konsekvenser, når kommunerne laver fejl, så vil man se omgørelsesprocenterne gå, om ikke nul, så i hvert fald meget langt ned i løbet af meget kort tid.”
Flere eksperter og organisationer peger på, at der er brug for politisk handling for at understøtte retssikkerheden hos socialt udsatte borgere. Det kunne betyde, at færre borgere skulle igennem en lang og uigennemsigtig sagsbehandling ligesom Christian.